Blog


Blog Index

YELLO - 'TOUCH'

Tags: Yello

Det er over seks år siden, at de to herrer Dieter Meier og Boris Blank, bedre kendt under det sælsomme navn Yello, har ladt høre fra sig musikalsk. Nu, næsten præcis 30 år efter at de to velklædte schweizere fandt sammen, er de tilbage igen med langspilleren ’Touch’.

Det er ingen hemmelighed, deres fælles karriere på tre årtier og deres individuelle CV taget i betragtning, at Meier og Blank er kommet op i årene. Førstnævnte fylder snart 65 og hans makker små 58. At de to ikke kan nå fordums succes til sokkeholderne, er duoen med sikkerhed de første til at indrømme. Ikke mindre dejlig er det således, at de ikke prøver, ved at lyde som en ældre kopi af dem selv, men laver et helstøbt, men også bemærkelsesværdi friskt album.

Det 30 årige jubilæum fejres med stil. Ingen tiltrængt ’Best Of’, deres sidste og eneste (!) af slagsen ligger immervæk 17 år og 7 albums tilbage. Men der kastes et lille elegant håndtegn tilbage til fortiden ved en ny version af det første hit ’Bostich’, som de naturligvis ikke plat kalder for ’Bostich 2009’ eller ’Bostich New Version’, men Bostich (Reflected). Stilfuldt, og det er pladen som helhed på alle måder.

På skivens sammenlagt 14 numre dyrker Yello tilbagelænet det, som er deres kendetegn og som de er så gode til: Eklektisk elektronica med et blink i øjet. De åbner sædvanen tro også dørene på deres state of the art lydstudie og byder musikalske gæster indenfor, som skrider hen langs deres lækre lydtæppe.

Især trompetisten Till Bröners bidrag skal her fremhæves, hvis Miles Davis-agtige improvisationer lækker sig rigtig lækkert og organisk opad Yellos syntetiske lounge lydflader på numrene ’You Better Hide’, ’Till Tomorrow’ og ’Vertical Vision’.

’Touch’ er en på alle måder afbalanceret affære. Lige dele Dieter Meiers mærkevare – en crooneragtig dyb stemme, der rapper og lavmælt synger sig igennem det delvis dadaistiske tekstmateriale. Balancen holdes i den forbindelse også imellem avantgarde og pop, imellem alvorlige rynker i panden og et smil omkring de (med tiden dybere) mundvige.

Boris Blank stiller sig minsandten også bag mikrofonen, og det har bestemt sin charme, når den aldrene lydpionær synger i duet med sangerinden Heidi Happy (et elskværdigt kunstnernavn) på nummeret ’Kiss In Blue’. Nogle numre lyder i den forbindelse måske mere som elegante stiløvelser end egentlig nytænkning, en grund til at ’Touch ikke får topkarakter. Men det er bestemt også en del af charmen, at foreliggende album dermed ikke virker som et anstrengt forsøg på at hævde sig indenfor den elektroniske musik, som ’Yello’ jo med deres pionerarbejde har været med til at forme.

’Yello’ lader sig ikke tynge af deres eget CV - hverken ved at fornægte deres varemærke eller at blive til deres egen jukeboks. De to velklædte herrer har nemlig alt for travlt med at lege, og det er befriende at lægge øre til deres små spil med samplerens uudtømmelige muligheder. Lidt jazz her, lidt crooner-pop dér, en brise bossanova.....og det hele anrettet på et lækkert syntetisk lydtæppe.

De to aldrende legebørn har ikke fortjent andet end ros – nye fans vil to nok næppe få med ’Touch’, om end de faktisk havde fortjent det. Ligeledes har de to herrer fortjent fem håndkys herfra. Velkommen tilbage i ringen de herrer, i var savnet!
Hvis du vil vide, hvad de to pionærer har haft gang i de sidste 30 år, så tjek vores 'Hvor Blev De Af'-historie om duoen i linket til venstre.