Blog


Blog Index

VIL HAVE FINGRE I OZZY

At Ozzy Osbournes markante forbrug af stoffer og alkohol ikke har slået ham ihjel gør ham til et medicinsk mirakel. Det vil forskere nu undersøge nærmere.

Et vildt forbrug af stoffer, medicin og alkohol burde have sendt rocklegenden Ozzy Osbourne i graven op til flere gange. Men trods sin farlige livsstil er heavystjernen stadig i live, og det vil en række forskere nu gerne se nærmere på.

Medicinalfirmaet Knome vil ifølge musikmagasinet Gaffa bruge 240.000 kroner på at undersøge Ozzys dna. Forskerne vil have svar på, hvorfor hans organer ikke er sat ud på trods af store mængder narkotika, cigaretter, alkohol og medicin.

Via blodprøver vil videnskaben finde svar på, hvorfor "Mørkets Fyrste" stadig er i live. Det er kun ganske få mennesker, der har fået foretaget lignende undersøgelser, forklarer Knomes direktør, Nathan Pearson, der mener, at der kan være stort potentiale i resultaterne.

- At kortlægge og analysere individer med en ekstrem medicinsk baggrund har den største potentielle medicinske viden, siger han ifølge Gaffa.

Black Sabbaths frontfigur er også selv overrasket over, at hans krop har holdt til det udsvævende liv. Han har tidligere betegnet sig selv som et medicinsk mirakel, hvis lig en gang bør udstilles på Londons naturhistoriske museum.

Hvornår resultatet af undersøgelserne er klar, er endnu uklart. Men Ozzy Osbourne har lovet, at han fremover vil skrive en klumme om sundhed til britiske The Sunday Times.
Den 30. august giver det medicinske mirakel og kommende sundhedsskribent koncert i Herning.