Blog


Blog Index

THE PRODIGY - LIVE KULTURKAJEN DOKKEN

Tags: The Prodigy

Det var anden gang i år at den engelske trio gæstede lille Danmark. Og efter at deres optræden i Christianias Grå Hal tilbage i marts-måned ikke var velsignet af specielt gode lydforhold, kunne publikum i Kulturkajen Dokken i Københavns Nordhavnsområde glæde sig over en mindre mudret lydmur. The Prodigy gjorde klar fra start, at de var kommet for at bombardere publikum med deres bastunge hitmissiler. Efter at lægge ud med 'Worlds On Fire' fra den nye langspiller 'Invaders Must Die', som jo var lidt af et comeback tidligere på året, var nr.2 sang da også allerede 'Breathe' fra milepælen 'Fat Of The Land'. Hits samt nyt materiale blev flettet sammen i en veldisponeret set-liste, som naturligvis talte de fleste af gruppens største træffere, såsom 'Firestarter', 'Voodo People' og 'Smack My Bitch Up'. Men med mikrofonen i hånden bød Keith Flint og Maxim Reality i front samt Liam Howlett bag keyboards og samplere også ind med et nyt nummer, 'Comanche' samt uventede tracks som 'Spitfire' (fra det oversete 'Always Outnumbered Never Outgunned' album) og pumpede versioner af 'Diesel Power' og 'Their Law'. Desuden tjener det trioen til ære, at man i denne ombæring også valgte at holde nogle oplagte numre tilbage, såsom kæmpehittet 'No Good (Start The Dance)' eller 'Everybody In The Place' samt 'Charly'. Dette ville med garanti have givet pote blandt de nostalgiske koncertgængere. Ikke desto mindre er det forbløffende, hvor godt de nye numre blev modtaget af de små 2000 publikummer. Kun få gange blev atmosfæren 'afslappet', ellers rystede den brogede skare af overraskende mange teenagere samt folk hinsides de 30 deres lemmer i Kulturkajens dampende hede. Den gode karakter gives hermed for summen af de enkelte komponenter, koncerten som helhed. Et tændt band med ditto publikum er jo allerede en smuk enhed i sig selv, og på trods af en delvis lidt for markant bas, så kunne lyden altså have været meget værre. Delvis måtte de to frontmænds stemmer bukke under for bassen - men den manglende vokal blev kompenseret med en god portion attitude. Keith Flint kastede håndtegn til sin 11 yngre version fra The Prodigys storhedsperiode, ved atter at have en dobbelt hanekam og Maxim Reality lader til at blive mere og mere trænet med årene. Og på trods af at Liam er den musikalske leder bag computer samt keyboards, virker han ligeledes vital og tændt. Fortiden er i den forbindelse The Prodigys største force og benspænd på samme tid. For naturligvis er der noget utroligt 90'er agtigt over både lydbilledet og de tre herrer, der blev bakket op af en live guitarist og trommeslager. Men hvis man ser på, hvordan en anakronisme som The Prodigy kan få et så blandet publikum til at honorere de tunge beats med så "positiv aggression" i form af dansen og hoppen, så har de uden tvivl stadigvæk deres eksistensberettigelse.  Fem stjerne sendes tilbage til fortidens helte, der formår at rulle deres lydmur ud med manér. Både bagkatalog og nye numre fungerede, og gnisten sprang over fra første beat til sidste basgang. Sidstnævnte gav da også genlyd i trommehinderne, da man forsvedt vendte snuden hjemad efter en aften i selskab med The Prodigy, nogle minder fra 90'erne og et nyt minde til fremtiden.