Blog


Blog Index

SANNE SALOMONSEN

Tags: sanne salomonsen

Efter en livstruende blodprop er Danmarks rockmama tilbage med albummet ’Unico’.
Med albummet beviser Sanne Salomonsen, at man med en stærk viljekraft kan kæmpe sig ud af mørket og tilbage til livet og musikken. Vi har mødt den seje rockmama til hendes release-fest på Café Berlin i København.

Da 53-årige Sanne Salomonsen fik en blodprop i hjernen for snart tre år siden, vidste hun ikke, om det også betød et farvel til musikscenen. Sannes stemmelæber, stemmebånd og alt den muskulatur man bruger, når man skal synge, var blevet lammet af blodproppen.

- Da jeg var lammet, og jeg ikke kunne synge, var der en periode, hvor jeg var bange for ikke at kunne vende tilbage til musikken igen. Men nu er jeg sådan en person, der siger; jeg vil, jeg kan, og det jeg vil, det kan jeg, siger Sanne og smiler.

Albummet ’Unico’ er opkaldt efter Sannes sorte hest, som hun besøger en gang om måneden i Portugal. Ridningen har hjulpet hende med at få kræfterne tilbage, og derfor blev albummet opkaldt efter hesten. Også de mange hårde timer i studiet har givet Sanne modet og kræfterne tilbage. Under indspilningen af albummet fik hun bearbejdet fortvivlelsen og de dystre minder fra blodproppen, og derfor har netop dette album fået en særlig plads i hendes hjerte.  

- Selvom jeg har lavet mange plader, som er vigtige for mig, er denne plade den vigtigste af dem alle. Jeg har stået der, hvor jeg måske aldrig ville komme til at synge igen. Mit mål var at stå med en ny plade i hånden, og jeg vidste, at efter jeg havde gjort det, så ville jeg være klar til at lægge sygdommen bag mig. Pladen har virkelig hjulpet mig med at komme videre i livet, fortæller Sanne.

Som hun sidder der på den propfyldte Café Berlin med sit karakteristiske blonde hår og stramme rockdiva outfit, tyder alt på, at Sanne er tilbage til sit gamle jeg. Kun de barske minder, som hun åbent fortæller om, og blikket i hendes øjne afslører, at hun har været igennem en meget hård tid. 

- Blodproppen har konfronteret mig med nogle eksistentielle problematikker og husket mig på, at man skal gribe nuet og se hver dag som en gave, afslutter Sanne med et blik i øjet som kun de få mennesker, der har været helt ude på kanten af livet, har.