Blog


Blog Index

DIZZY MIZZ LIZZY GENDANNET

Tags: Dizzy Mizz Lizzy

Tim Christensen, Martin Nielsen og Søren Friis alias Dizzy Mizz Lizzy giver seks koncerter i  foråret 2010. Der er ikke planer om nye indspilninger, og der er heller ikke arbejde fra dengang der ikke blev gjort eller uindfriede drømme - for trioen opnåede mere, end noget dansk rockband nogen sinde har opnået på så kort tid. Gendannelsen handler alene om at komme ud at spille:

”Det hele gik så hurtigt dengang, at vi knapt havde tid til at nyde det. Det har vi nu, hvor vi har haft tid til at reflektere over tiden og har fordøjet eventyret,” siger Tim Christensen og tilføjer, at de alle tre længe har haft et stort ønske om at spille sammen igen.

Neil Young sagde engang ”it´s better to burn out than to fade away”, og Dizzy Mizz Lizzy brændte vitterligt ud. Tre år i hæsblæsende tempo med utallige hits, flere platinalbums, et samlet pladesalg på trekvart million albums, endeløse turneer i Danmark og resten af Europa og to besøg i Japan, sled så meget på de tre unge musikere, som da kun lige var i starten af tyverne, at de kastede håndklædet i ringen.

Nu er der så gået tolv år, og Dizzy Mizz Lizzy gendannes kort og godt, fordi de kan. Og har lysten til det.

”Vi spillede et par numre sammen til støttekoncerten Brandalarm i Vega for nogle år siden, og dén aften slog det gnister. Kemien var stadig intakt, og lysten til at spille sammen igen var stor. Og den er ikke blevet mindre siden,” fortæller Tim Christensen og afslører også, at han stort set hver eneste dag siden opløsningen har fået opfordringer fra fans om at gendanne Dizzy Mizz Lizzy.

Nu, hvor han netop har afsluttet sin ’Superior’-turné med et brag af en koncert fredag aften for op imod 30.000 begejstrede fans i Tivoli, kan Tim så endelig – sammen med Martin og Søren –imødekomme de mange ønsker.

Dizzy Mizz Lizzy spiller følgende koncerter i foråret 2010:

Odense Idrætshal -  Fredag 26. marts 2010

Tobakken, Esbjerg - Lørdag 27. marts
            
Scandinavian Congress Center,  Århus - Fredag 2. April

Aalborg Kongres & Kultur Center - Lørdag 3. April

KB Hallen, København - Fredag 9. april