Blog


Blog Index

DAVID BOWIE - 'STORYTELLERS'

Tags: David Bowie

Det seneste årti har frembragt en sand bølge af David Bowie genudgivelser. Især 70'ernes bagkatalog er kommet under kærlig digital behandling, således at fans og samlere kan fryde sig over knivskarp lyd, diverse rariteter og luksuriøse hylstre. Med 'VH1 Storytellers' foreligger imidlertid en ti år gammel optagelse, som ikke har fundet vejen til den sølvfarvede skive endnu. I første instans glæder man sig da også, CD'en tæller otte og DVD'en hele tolv numre. Det hele fremført live af mesteren selv samt sit stærke backingband. 'Storytellers' er da også konceptet, idet rock kamæleonen giver den som hyggelig fortæller-onkel overfor det kultiveret siddende og tavst lyttende publikum. En intim runde bevidner den mindst ligeså intime stemning. Et lovende set up. Efter at lægge ud med en smuk rendering af 'Life On Mars?' fra 1971, går der dog desværre en smule for meget snak i den. Det bliver ikke bedre af, at 'Rebel Rebel' kun leveres halvt, for at afbryde midt i nummeret, hvorefter det ellers flotte 'Thursday's Child' serveres i noget så vammelt som en svingende funky, ja nærmest groovy version. Det nummer har aldrig fungeret live, og efter denne spæde start melder utrygheden sig hos lytteren / seeren. Herefter leveres 'Can't Help Thinking About Me' dog knivskarpt, det samme gælder den efterfølgende smukke version af 'China Girl', som ved siden af koncertens første nummer, er det eneste kommercielle hit Bowie spiller. Det tjener den stilsikre Englænder da også til ære, at han ikke giver en serie af træfsikre hits, men graver dybt ned i bagkataloget. Især 'Drive In Saturday' og 'Always Crashing In The Same Car' leveres med intensitet. Men af de tolv numre er hele fire fra Bowies daværende nye langspiller 'Hours...', som bestemt ikke hører til mandens stærkeste. Flotte sange svøbt i fortrinsvis banale arrangementer. I koncertens bedste øjeblikke får vi en tilsyneladende hudløs Bowie at se og høre, der fortæller om sit forhold til delvis nulevende, delvis afdøde musikere og kunstnere. Klædt i grå hættetrøje, sorte bukser og buffalos (!) får vi en anekdote strøende garvet musiker. I begivenhedens værste øjeblikke bliver anekdoterne til halvmorsom stand up, og sangene sovset til i strygere og mikset i en klinisk lyd, der ikke klæder de organiske numre. Måske hyggen og det loyalt lyttende og grinende publikum har taget overhånd? Måske denne intimitet ikke bringer den kraftfulde live kunstner frem, som Bowie uden tvivl har i sig. Det må blive til fire stjerner til noget, der ville have haft potentiale til at blive en seks stjernet aften i en sand eners selskab. Ikke dårligt, men langt fra formidabelt. Vi må håbe på, at pladeselskabet i de kommende år finder nogle mere interessante rariteter frem fra arkivet.