Blog


Blog Index

ARETHA KVÆSTET

Sangerinden Aretha Franklin brækkede to ribben, da hun faldt i sit hjem. To koncerter er blevet aflyst.

Den amerikanske sangerinde Aretha Franklin er kommet så slemt til skade efter et fald i sit hjem, at hun har måttet aflyse to koncerter i Brooklyn i New York.

68-årige Franklin slog sig så slemt ved faldet, at hun brækkede to ribben og efterfølgende lider af smerter i bugregionen, oplyser BBC. Hun skal igennem yderligere lægeundersøgelser.

Efter planen skulle Aretha Franklin have givet to gratis koncerter i New York i næste uge, ligesom hun også skulle have optrådt ved en privat fødselsdagsfest.

Sangerinden siger ifølge BBC i en pressemeddelelse, at hun håber at komme sig hurtigt nok til at kunne gennemføre koncerterne på et senere tidspunkt inden for de nærmeste uger.

Formanden for bydelsrådet i Brooklyn, Marty Markowitz, siger, at han håber på, at Aretha Franklin vil komme til bydelen og give koncert, når hun har det bedre.

- Hele Brooklyn ønsker for Aretha Franklin, at hun må komme hurtigt oven på igen, siger formanden ifølge BBC i en pressemeddelelse.