Blog


Blog Index

TAKE THAT HITTER IGEN

Er i klar, Billetnet? Take That solgte en million billetter i Storbritanien på bare 24 timer.

Når billetsalget til Take Thats koncert i Parken den 16. juli går i gang, så tyder alt på, at boybandets fans skal være hurtige på aftrækkeren. For i Storbritanien, hvor drengene på deres turne har sat en million billetter til salg, må de sande, at efterspørgslen på at se de fem genforenede stjerner er højere end først antaget.

På bare 24 timer har gruppen solgt alle billetter i hjemlandet, og det havde de ikke regnet med.
- Vi er målløse, oprigtigt fuldstændigt chokerede. Det er den bedste nyhed for os. At sælge en million billetter på et døgn er vanvittigt, og vi vil nok være i chok et par dage. Vi vil gerne takke dem, der har købt billet, og vi glæder os til at se jer næste år, siger bandet.

Den massive efterspørgsel i Storbritanien gør da også, at Billetnet, der før har haft problemer med at håndtere presset, ikke vil give nogle garantier for, at det kommer til at køre problemfrit, når billetsalget åbner herhjemme fredag den 5. november.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at gøre salget optimalt, men vi har da også en forventning om, at der er langt flere kunder end billetter til salg, og vi kan sikkert ikke gøre alle glade, siger Kasper Michaelsen, der er marketingschef hos Billetnet.

Han vil heller ikke garantere, at kunderne ikke kommer til at opleve nedbrud, selvom der er taget forholdsregler.