Blog


Blog Index

NYT ROCKPROGRAM PÅ DR

Tags: dr

Lyttere med hang til hård metal og headbanging kan se frem til 'Sort Søndag', som får premiere på DAB- og netkanalen DR Rock søndag den 3. januar klokken 21.00-23.00. At genren nu får sit eget faste ugentlige program hver søndag aften, kan tilhængerne af metalgenren takke sig selv for. Det er nemlig dem, der har fået ideen, været med i udviklingen og fortsætter med at være "en virtuel redaktion", som medvirker i tilrettelæggelsen af udsendelserne. "De her folk er meget vidende og enormt engagerede omkring deres musik. Ved at inddrage dem så tæt, som vi har gjort; først i programudviklingen og herefter også i selve programmet, har vi både fået et program, som er skabt på brugernes præmisser, og som er meget bedre, end hvis vi havde lavet det uden dem," siger chefredaktør for P3, P4 og DRs digitale radiokanaler Ole Mølgaard. Redaktionen på programmet består af Anders Bøtter, som bliver vært, og Carsten Holm, som i sin tid var vært på P3-programmet 'Heavyland'. I december har de lavet en såkaldt dummy på programmet, som metallytterne har kunnet givet respons på op til premieren. Samtidig udskrev de en afstemning om programmets navn.