Blog


Blog Index

NORDSTRØM - LIVE

Tags: Nordstrøm

Én duo, to mænd i front, tre albums i baghånden, fire år på banen en hel håndfuld hits i posen.... Det er ikke fordi Lars Malm og Troels Holdt behøver at skamme sig over noget som helst, på trods af deres uforskammet poppede udtryk. Alligevel indtog de to ulasteligt klædte herrer med en blanding af sympatisk generthed på den ene side, og store armbevægelser på den anden de skrå brædder på Københavns Lille Vega en kølig lørdag aften. At det i forvejen ret lille spillested ikke var udsolgt, lod hverken til forstyrre den danske duo eller deres to andre ledsagere på hhv. trommer og keyboards i Nordstrøms live set up. Ej heller lod det til at genere publikum som blev hilst velkommen med tre splinternye numre fra synthpoppernes dugfriske tredje langspiller "Alt På Plads". Både gammelt og nyt materiale blev leveret med noget så sjældent som spilleglæde. Især gruppens milde røst, sanger Lars Malm lod til at nyde rollen imellem keyboardets knapper og tangenter, scenefronten med de forreste fremmødte, og scenekanten med de forfriskende drikkevarer. Og det er netop her Nordstrøms sympatifaktor spiller ind - thi når man synger om de helt store følelser med perfekt siddende hår og blåt jakkesæt, sko der matcher sidstnævnte, snørebånd der matcher skjorten osv., så er det vigtigt med lidt modvægt. Det er ikke fordi Nordstrøm er ironiske, tvært imod lader de til at mene det alvorligt med deres følelsesladede tekst univers, klistrende synthflader og retro-rytmer. Der spilles POP med store bogstaver, som er bøjet i lysende neon, men det gøres med et lille glimt i øjet. Og når så bandet halvt genert fortæller om det næste nummer i aftenens program og storsmilende skåler ind i publikum, for dernæst atter i små øjeblikke at kigge i gulvbrædderne eller på deres instrumenter, så ligger den herligt søde suppe, som duoen serverer, knap så tungt i maven. Tværtimod var vi en del, der ikke blev helt mætte denne aften. For med et tre albums stærkt bagkatalog, som ikke kun prydes af en lille håndfuld hits, men også en god håndfuld live favoriter, kunne 'mors drøm' ganske passende have leveret lidt mere på sine 75 minutter. Det er jo fint nok at holde noget tilbage, men når man nu bare ved at numre som "Foden Indenfor", "Bonnie & Clyde"  og "Lyde Af Dit Smil" giver pote, hvorfor så ikke spille dem? At Nordstrøm holdt lidt igen, og ikke foldede sig helt ud var én af grundene til, at aftenen ikke løftede sig helt ind i den højere stratosfære. En anden var den til tider ujævne lyd, hvor både Lars Malms sarte og fine vokal i passager gik lidt under og Troels hårde og til tider rockede(!) guitarspil lå konstant for lavt i lydbilledet. Disse to minusser skal dog ikke forhindre vores syntetiske pop helte i at få fire stjerner tildelt for en aften, der viste hvad Nordstrøm kunne og efterlod os med den viden, at de kan mere og især længere...det er i den sammenhæng ment som kærlig kompliment frem for kæk kritik: Kom igen, Nordstrøm!