Blog


Blog Index

HUMAN LEAGUE - LIVE

Tags: Human League, Heaven 17

Alt gik som forventet denne lune forårsaften på Københavns Store Vega. Naturligvis var der mere gang i fadølsanlægget end i publikum under det veloplagte, men alligevel også lidt anonyme opvarmningsband. Naturligvis har størstedelen af publikummerne været unge i 80’erne, og naturligvis blev aftenen soundtracket til netop deres ungdom.
Selvom Human League er plade aktuelle med den ganske glimrende ’Credo’, så var det blot tre af disse 11 skæringer, som vi fik serveret under denne primært tilbageskuende aften. Derimod fik vi halvdelen af bandets præcis 30 år gamle hovedværk ’Dare’ vævet ind i noget, der var lænet tæt op af en greatest hits opsamling.
Man kan med rette beskylde Human League for at gå den sikre vej, og det var 99% af aftenens publikummer sikkert også lettet over, undertegnede derimod kunne godt have ønsket sig lidt plads til overraskelser. Med et bagkatalog på ni albums kunne den engelske trio godt have støvet nogle flere glemte end velkendte perler af.
Når det så er sagt, så er det svært for alvor at rette denne kritik imod bandet, idet det hele var så forbandet veleksekveret. Philip Oakey sang som en drøm, med sine 55 år på bagen trodser han alderen, både hvad stemme og øvrig form angår. Det tog sin tid inden han smed læderfrakke, hættetrøje og solbriller – men så var han også tøet op og spænede frem og tilbage imellem de to sangerinder, for at opsøge publikum med varme smil og blink i øjet.
Sangerinderne Susan Ann Sulley og Joanne Catherell er ikke ældet med samme ynde. Det, den ene har for lidt af omkring hofterne, har den anden en anelse for meget af, og selvom de er syv år yngre end bandets protagonist, ser de måske nærmere syv år ældre ud. Men også her gælder at de sang imod alderen.
I det hele taget sang de tre godt sammen, ligesom de tre øvrige musikere spillede godt sammen, og det samme gjorde Vegas ramme og Human Leagues syntetiske lyd.
Og når så Phil Okay sætter sig på sine knæ under ’Empire State Human’, rapper sig igennem ’Love Action (I believe in Love)’ og gør det hele uden at bare én svedperle daler ned ad tindingen eller én plet trænger igennem de skræddersyede skjorter – ja så må man tage hatten af og sende håndkys i retning af scenekanten.

Med sine 80 minutter var koncerten en lidt for kontant aflevering, og gerne ville jeg have set noget mere af det nye materiale promoveret. Men selverkendelsen gjorde vel, at Human League gav publikum, hvad de var kommet for – og det gjorde de med maner.  Fire stjerner herfra, lad ikke atter ti år gå inden i udgiver et nyt album og kom snart igen, der er flere klassikere, der skal støves af.

Det spillede Human League:

Never Let Me Go Open Your Heart Tell Me When Sound Of The Crowd Heart Like A Wheel The Lebanon Egomaniac Empire State Human Night People Human Love Action (I Believe In Love) All I Ever Wanted (Keep Feeling) Facination Mirror Man Don’t You Want Me Ekstra Numre: Seconds Together In Electric Dreams
Foto: Christian Neumann